Nina Friser Holst

Om mig
Om

Baggrund

Nina Friser Holst, Uddannet psykolog fra Københavns Universitet, Autoriseret af Psykolognævnet, Specialist i Compassion Fokuseret Terapi

Jeg er specialiseret i compassion-fokuseret terapi samt i at anvende viden om hjernen til praktisk rådgivning, du kan bruge i din hverdag.

Den røde tråd i mit arbejdsliv har været arbejdet med unge. I sin tid har jeg skrevet speciale om stressbehandling, og jeg har siden arbejdet som psykolog med psykisk sårbare unge og voksne i beskæftigelsesindsatsen samt i Studenterrådgivningens særlige SPS-indsats (SpecialPædagogisk Støtte) for studerende med psykiske diagnoser, autisme og ADHD. Jeg har desuden været tilknyttet forskellige rådgivninger, bl.a. TUBA (Terapi for unge, der er vokset op med alkohol- eller stofmisbrug). Mine ansættelser har givet mig stor erfaring, som jeg kan bruge til at støtte dig i at håndtere arbejds- og studielivet på en måde, der skaber plads til pauser, genopladning og energi. Det kan også handle om at finde den gode balance mellem familie- og arbejds-/studieliv, især hvis der er ekstra belastninger at håndtere på familiefronten.

Det er vigtigt for mig at tilbyde fagligt velfunderede forløb. Jeg prioriterer derfor at få løbende supervision, og jeg bestræber mig på at være opdateret på den seneste forskning.

Jeg bor med min mand og to børn i bofællesskab.

Jeg tilbyder
Om

Metode og tilgang

Det allervigtigste, når du kommer hos mig, er, at du føler dig tryg. Jeg ved, at det kan kræve meget mod at række ud efter professionel hjælp, og at der kan være gået mange tanker forud. Derfor vil jeg gøre mig meget umage for, at du vil føle dig tryg og velkommen hos mig.

Du er ekspert på dit eget liv, og jeg vil gøre mit bedste for at sætte mig i dit sted og forstå problemstillingen fra din synsvinkel. Det er samtidig vigtigt for mig, at du kan gå fra vores samtaler med brugbare strategier, du kan afprøve derhjemme. Jeg vil derfor bestræbe mig på at stille min psykologfaglige viden til rådighed i samtalerne med dig på en måde, så vi sammen kan finde ud af, hvad der vil være mest muligt hjælpsomt for dig.

Jeg er uddannet inden for compassionfokuseret terapi og ACT. Det betyder, at jeg især lægger vægt på, at vi får øget din selvomsorg og aktiveret dit beroligende nervesystem og på, at vi finder konkrete handlinger, der kan bringe dig nærmere dine livsværdier.

Jeg har også viden om autisme og ADHD og hvilke udfordringer, der kan være, når man skal navigere i en neurotypisk indrettet verden med en særlig hjerne. Jeg kan hjælpe dig med at opnå større forståelse for netop din hjernes særlige design, og hvordan din hverdag kan indrettes på en måde, der bedst muligt tilgodeser den. Jeg tilbyder også samtaler til dig, der er pårørende til et menneske med autisme eller ADHD.

Jeg har gennem hele mit arbejdsliv brændt særligt for unge og denne livsperiodes særlige udfordringer. Det kan være forholdet til familie og venner, perfekthedskulturen, trivsel og tvivl i uddannelseslivet, eksamensangst, ensomhed og identitet.  Jeg har mange års erfaring med at tale med unge, og det ligger mig meget på sinde at hjælpe unge med at finde ro og handlerum i en hverdag, der i dag ofte er præget af høje krav på snart sagt alle niveauer.

Dit forløb hos psykologhuset Paradoks: 

I et terapiforløb hos os vil vi arbejde med en problemliste og en målsætning. Det er vigtigt for os, at du opnår effektive og holdbare resultater. Derfor vil vi løbende evaluere på proces og fremskridt. Vi vil lave øvelser sammen i sessionen og du vil også få konkrete øvelser med hjem, som er tilpasset dig og din situation. Målet er at vi skal have udskiftet din værktøjskasse. Vi skal sammen træne nye og mere hensigtsmæssige strategier, som kan komme ned i værktøjskassen, og som du fremover kan bruge på din egen færd.  

Vi glæder os til at hjælpe dig af med dine begrænsninger og frem mod dine mål. 

Velkommen til!

De bedste hilsner

Psykologhuset Paradoks

Scroll to Top

Uforpligtende samtale

Har du brug for sparring eller tidsbestilling er du velkommen til at give mig et kald.